Anne Sofie Fedders - ARBEJDS- OG ORGANISATIONSPSYKOLOG Intern uddannelse som også skaber kulturel værdi i organisationen - Del 1/2

”Du er inviteret til første modul på coaching-uddannelsen”

Hvis du er tilknyttet AS3 og har samtaler som en del af dit daglige arbejde, har du højst sandsynligt modtaget en mail med denne indledning.

 Vi har i AS3 tradition for at værne om og udvikle vores faglighed, fordi vi ved, at det hjælper os til at skabe de bedste resultater. Det er vigtigt fra starten at være godt klædt på. Vi har derfor udviklet vores egen coaching-uddannelse, som tilbydes til ansatte, freelance rådgivere og coaches i AS3 – Transition Coach-uddannelsen. Uddannelsen er akkrediteret på tre uddannelsesniveauer af European Mentoring and Coaching Council.

At drive en intern coaching-uddannelse i en nordisk organisation

Siden 2013 har vi i AS3 Academy haft over 500 personer på første niveau af uddannelsen, da den er en del af introduktionsprogrammet for alle medarbejdere i Norden, som dagligt arbejder med samtaler. Det er et vigtigt resultat, som vi er stolte af. Tallet 500 betyder noget for os, men vigtigst er det, at fagligheden ikke daler, når mange hold skal sættes op. Dette kræver løbende dialog mellem administrationsansvarlige, ledere, undervisere og deltagere samt et fokus på kvalitetssikring af indhold og på kompetente undervisere - og ikke mindst en løbende forholden sig til organisationens behov.

Der er med andre ord mange ressourcer i spil ved en intern uddannelse på den størrelse.

To essentielle spørgsmål er: ”Hvorfor har vi så prioriteret det?” og ”Hvilken værdi ser vi, at uddannelsen har for AS3?”

Den grundlæggende ambition er, at uddannelsen skal medvirke til at understøtte fagligheden i AS3 og til at sætte nye standarder indenfor coaching. Dertil kommer dog flere væsentlige opmærksomheder, som bidrager til at styrke kulturen i organisationen. Det kan du læse mere om her:

Fælles sprog i en bred organisation

AS3 er en bred organisation med forskellige brands og forskellige faglige profiler, som er placeret over hele Norden. Som organisation tror vi på, at det giver værdi at sætte fokus på, hvad vi har til fælles som medarbejdere i AS3 – på tværs af brands og landegrænser. Her spiller uddannelsen en væsentlig rolle. Uddannelsen er nemlig bygget sådan op, at deltagerne kommer fra alle forretningsenheder og derfor træner coaching med kollegaer fra andre forretningsenheder. Vi tror på, at fælles træningsdage er med til at udbrede oplevelsen af ”hvem er vi” og hvad det vil sige, at være en del af AS3. Af samme årsag har vi valgt at bruge interne undervisere, som igennem deres erfaring i organisationen er med til at formidle organisationens værdier og kultur.

At lære fra sidemanden

Uddannelsen indeholder mange praktiske øvelser og bygger på en antagelse af, at deltagerne kan lære meget af hinanden. Udgangspunktet er altså, at lige så vel som underviseren spiller en aktiv rolle som facilitator af læring, lige så vel har deltagerne selv væsentlig viden og erfaringer, som kan deles på tværs. Dette starter på uddannelsens dag 1. For os er læring derfor ikke en passiv proces, hvor der kun ”fyldes på” deltagerne, men netop en aktivitet, som kræver deltagelse, samspil og relationer i organisationen for at sættes i gang.

Dette fokus på læring beskriver også, hvordan vi ønsker at samarbejde i organisationen – og at vi grundlæggende tror, at vi lykkes bedst i samspil med andre.

Mødet mellem mennesker

Uddannelsen bygger på en dialogisk tilgang til kommunikation. Grundlæggende er præmissen her, at verden opleves forskelligt af forskellige mennesker – og at fagprofessionelle bør besidde redskaberne til aktivt og autentisk at undersøge, hvad ”den anden” forstår samtidig med at den professionelle skal kunne (gen)kende sit eget perspektiv og aktivt opdage, når dette bliver styrende for en samtale. Denne evne til at balancere udsigt med indsigt tror vi på kan bruges ikke bare i coachingsamtaler, men også i generel kommunikation, hvorfor denne viden ikke bare giver værdi, for de kandidater vi møder, men også i organisationens interne kommunikation. Metoden giver nemlig mulighed for ”at møde den anden i øjenhøjde”, og det afspejler generelt vores syn på mødet mellem mennesker i AS3.

 

Her følger et uddrag af noget af den faglitteratur, som vi er inspirerede af

- Harpelund, C.(2016): Onboardingens Psykologi, Part 1 inErhvervspykologi vol. 14, no 2.

- Madsen, B. (1996): Organisationens dialogiske rum, i H. Alrø (Red.),

Organisationsudvikling gennem dialog. Ålborg: Aalborg

Universitetsforlag

- Schein, E. (2004): Organizational culture and leadership. Jossey-Bass

- Sparre, M. (2016): Kultur er noget vi giver til hinanden- Projekt om kutlur,

ledels og magt – I et aktionsforskningsperspektiv. Aalborg Universitet

- Trillingsgaard, A.(2017): Feedback gentænkt. Dansk Psykologisk forlag.

- Wahlgren, B.& Aarkrog(2016): Transfer – Kompetencer i en professionel

sammenhæng. Aarhus Universitetsforlag